Forside

Det vil vi

Fanari

Leros

Udlejning

Rejsen

Pris og periode
Lej hele Fanari

Links

Download

Print

Kort

Nyhedsmail

Arkiv

Fra gæsterne

Billeder

Nyhedsbrev - Februar 2009

( Printervenlig version - klik her)

 

NYT fra Fanari

 

Forår, ferie, lakmusprøve, klip fra gæstebogen og links til mere hyggelæsning…

 

Foråret er kommet – for en bøgehæk ved Vejle Fjord er sprunget ud, og den ser sig sikkert forskrækket omkring og tænker: ”Hvor er alle vennerne? Her er dæl’me lidt gråt.”

 

Vi ser os også lidt om i det grå vinterlandskab - men året er jo vendt, og dagen er taget til med 1 time og 32 minutter. Mange af os lægger ferieplaner og sidder med et lunt smil og tænker på varme dage, kold retsina, god mad, god tid, gode timer sammen.

 

Fanari's bookingchef (!) Lone har haft rigtig travlt her i januar, efter vi startede annonceringen i aviserne. Men I skal bare komme an, for der er stadig et godt halvt hundrede ledige uger at tage af. Da salget åbnede i efteråret blev 1/3 af alle uger solgt inden 1. december. Rigtig mange kommer for 2. og 3. gang, og en trofast skare kommer nu for 4. og 5. gang!

 

Vi kan anbefale:

I må endelig tage 2 uger til en græsk ø-ferie, hvis det overhovedet er muligt. Én uge er som en ferie-snack, der råber på mere !

Rejs udenfor højsæsonen, hvis det er muligt. Flyrejsen er væsentligt billigere – og I sparer jo også vores uge-tillæg på kr. 600 i sommerferien. Vi har fx mange ledige uger i juni og i ydersæsonen maj og september.

 

Hvad går ferien så med på Leros ?

Efter 6 år med Fanari har vi haft 4-500 familier på besøg, som har efterladt sig utallige aftryk på Fanari og omegn, og som har bragt 10.000-vis af indtryk fra øen med sig hjem. Utallige samtaler med vores gæster, mails samt hilsner i gæstebogen vidner om en rigtig god tid på en dejlig ø. Lad os prøve at tegne et billede:

 

Glæden over at opleve en lille ø med en stor og meget stærk sjæl – ægte græsk stemning, som ikke er ødelagt af masse-turisme.

Venlighed og nærvær – det ægte miljø, som du straks bliver en del af.

Rigtig god mad og øens bedste spisesteder lige uden for døren. Ikke spoleret, ikke et cirkus, men den ægte vare.

Gæstfrihed og interesse, hvor end du færdes i by og på land. Genkendelsen når du vender tilbage til øen.

Pandeli – fiskerlejet lige nede foran Fanari – er et stort aktiv. Pandeli rummer alt, hvad hjertet kan begære til en ferie. Små bitte oplevelser, fisk der landes, fiskerbåde og yachts der fortøjes eller sejler ud på det store hav, gode spisesteder, badestrand, cafeer, læ for nordenvinden, fuldmånen står op, stilhed og tryghed med børnene, der leger i vandkanten lige omkring jer.

Masser af badeture og køreture på den lille ø, små udflugter med små indtryk, som bundfælder sig stort og varmt. Alt sammen overkommeligt med små afstande.

Men også løbeture til borgen, tidlig solopgang, morgenbadning, alene på stranden, høj cigarføring på et diskotek i Aghia Marina, sene nattetimer på Savanna Bar i Pandeli med lummer musik og godnatdrinks med de lokale tjenere, som nok kan berette et og andet om en festlig fortid.

 

Hvad husker man især fra Fanari?

Der er rigtig mange kærlige hilsner til Cathie og Steve – vores engelske ægtepar, der sørger for alt det praktiske på Fanari, og som hygger om vores gæster. De berømmes for deres venlighed, omsorg og herlige humor.

Vores gæster fremhæver igen og igen terrasserne og udsigten. Den slår vist alt. Her ”tabes underkæben”, man ”mister fuldstændig pusten” og ”alt står stille”.

Man stresser af og lader op – og stilheden, trygheden og nærværet er et gennemgående tema.

Vores ”bibliotek”, de gode spil, en smuk have og velordnede rammer og ustyr får stor ros.

 

Men læs selv i gæstebogen, som vi linker til nederst i teksten. Der suppleres efterhånden.

 

Lakmusprøven:

Fra jeres kemitimer i skolen kan I måske huske den lille prøve på syre/base med lakmuspapiret. En lakmusprøve viser os den virkelige, men skjulte værdi af det, vi har foran os.

 

Mon ikke mange turister har spurgt sig selv om, hvad der sker, når turisterne tager hjem fra feriestedet? Når solen taber magten, og vinteren tager over med regn og storm – hvad sker der så? Lever stedet videre, og er der et rigtigt liv efter sæsonen – eller er vi turister det eneste, som holder tingene i gang?

 

Vi kan slå helt fast: Leros lever året rundt!

 

Det er nemlig lakmusprøven på, om der er tale om ægte miljø, eller om der er tale om en kulisse til en forløjet forestilling til ære for os turister.

 

I vinteren 2008/2009 skulle vi igen til Leros og kørte med taxa igennem byerne på Kos på vej til havnen og færgen. Overalt var der øde, og i selve hovedbyen Kos by var der rungende tomt og øde, mørkt, trist og rent ud sagt noget uhyggeligt. Men dette er jo også turisternes land, som bliver banket op om foråret, for så at blive slukket totalt ved sæsonens slutning. Selvfølgelig lever der grækere her et eller andet sted, men på grund af de enorme rammer skabt til de enorme mængder af turister, bliver det hele et show til ære for kunderne. Det bliver ligesom en tur på Dyrehavsbakken ved København om vinteren – gabende tomt og trist at skue. Miljøet er skam ægte – altså ægte turistet.

 

På ”vores ø” Leros er der et liv hele året rundt. Det gælder fiskerlejet Pandeli, den gamle bydel Platanos og den lille havn omkring Aghia Marina, Lakki og rundt på øen. Langt det meste er åbent, og det gælder hele året. Selvfølgelig er man trukket indenfor og har tændt de nymodens gasvarmere, og selvfølgelig er det ikke lige så let og hektisk som om sommeren. Men der er bestemt ikke tale om en kulisse bare for turisterne, men om et hjem for de lokale godt 8.500 beboere på den lille ø.

 

Leros består altså lakmusprøven – dette er et ægte miljø, og det mærkes, når vi besøger den.

 

Gæstebogen og andre hilsner fra vores gæster:

Her følger et par få udvalgte klip fra mails og gæstebogen på Fanari.

Vi er rent ud sagt lykkelige for disse hilsener. Det er brændstof og inspiration, og det gør os helt varme.

 

Tro det eller ej – det er jo ikke bare pengene, der driver os, men ønsket om at have det sjovt her i livet, skabe rammerne om en god ferie for vores kunder – og så møde en masse dejlige mennesker på en god måde. Nederst er der et link til en stor samling af samme skuffe.

 

Efter et par dage i Athens mylder af mennesker og seværdigheder var det en fortryllende oplevelse at ankomme til Leros stille ro og rendyrkede græske idyl.

Fra første sekund var det, som om vi var ”kommet hjem,” og da vi trådte ud på terrassen og så ud over havet, havnen og Pandeli var grundlaget for en pragtfuld ferie lagt (…)

 

Lige hjemkommet fra 14 utrolig dejlige dage på " FANARI ". Vi var der sidste år på samme tid, der var lige så dejlig som dengang. Det er hyggelige gæster, som bor der, det er nok fordi, vi vil det samme.

Steve og Cathie er utroligt flinke og rare, et fund for " FANARI "(…)

 

Først og fremmest en kanon ferie! - levede 110% op til forventningerne, som efterhånden havde ophobet sig. Vil gerne give jeres suveræne ferieguider og informationer stor ros. De letter ens praktiske foranstaltningerne, og gav os en baggrundsviden som vi værdsætter, når man oplever et nyt sted.

Det autentiske miljø vi oplevede på Leros var lige det vi havde ønsket os. Dejligt at mærke den afslappede og uspolerede atmosfære der herskede overalt på øen.

Af højdepunkter ser vi især tilbage på Barbarosa med stor glæde. En fantastisk tur (…)

 

Her godt en uge efter at vi er kommet hjem fra en skøn ferie på Leros, vil vi gerne lige sende en hilsen og takke for et veltilrettelagt ophold. Der var bare ikke noget der haltede og alt var helt (eller meget bedre) som beskrevet. (…)

 

Suppe på O’Yiannis i Lakki.

Lige udenfor porten til det store sygehus i Lakki ligger der et lille listigt sted, som allerede fra tidligt på formiddagen lokker med høj græsk musik, mens mange ældre mænd bøjer sig over en skål suppe, lidt mezé og retsina. Udenfor står skramlede biler og overfyldte knallerter med formiddagens indkøb eller et tålmodigt æsel. Ejerne skal lige have en bid og et glas, inden de vender hjem. Faktisk åbner man ved 6-tiden, hvor man kan bekæmpe tømmermænd med frisklavet suppe lavet på ko-maver ! Dét er guf – men det er også sært blødt!

 

Her residerer Yiannis, alt for stor og tung, men med spillevende øjne. Han forstår at styre et par gæve kvinder, der varter os op og giver igen på mændenes drillerier. Vi bliver modtaget som altid nysgerrigt og venligt, når vi spørger, hvad gryderne rummer i dag. Det er beef-soup, som er en sikker vinder. En skoldhed stor portion med masser af kød og kraft, som bliver ledsaget af en tallerken med et par små porrer og nogle saltede sardiner! Retsina er godt – nærmest nødvendig, og måltidet sluttes med en skål af den fede græske yoghurt med friske valnødder og syltede vindruer.

 

Musikken brager ud i det højloftede rum, og det fyger med venlige tilråb og diskussioner mellem bordene – mens æslet ovre ved stendiget strækker sig for at få fat på en grøn tot forårsgræs.

 

Det føles helt rigtigt, en god lille stund -

 – og vi skal huske at fortælle vores gæster, at de bør besøge O’Yiannis og prøve hans suppe. For vi må samle på de små oplevelser – det er dem der tæller.

 

Yamas!

 

Og mens du sender en venlig tanke til et koldt glas vin – kan vi linke til:

 

Gæstebogen – et stort nyt afsnit på leros.dk fyldt med hilsener fra vores gæster. Masser af ideer og glade minder – og den bedste anbefaling man overhovedet kan få.

Et bonus-nyhedsbrev om en tur til Leros ved juletid. Læs hvordan vi oplevede en græsk jul (eller rettere ikke-jul), indtryk fra Athen ved vintertide (efter studenter optøjerne…) og hvorfor Jesper altid går til frisør på Leros. Ja, der er faktisk lidt af hvert…

 

 

Med venlig hilsen

Lone og Jesper Brøting
info@leros.dk

www.leros.dk

 

Fanari på Leros

Ægte miljø - Suveræn udsigt - Dansk standard

 


FFanari • Lone & Jesper Brøting • Skovstedvej 13, Gl. Rye • 8680 Ry • Tlf.: 75 78 14 56 • info@leros.dk