Nyhedsbrev nr. 10 - Januar 2007

Det regner og stormer, isbjerge og gletschere smelter på stribe, TV sender kun serier og dystre nyheder – og vægten stønner under mit korpus, som er mærket af min kærlighed til mad og vin.

Æv hvor er det surt – og så er det godt at tænke på noget helt andet…

Her er lidt tidsfordriv med historier fra Leros, nyt fra Fanari og et fromt nytårsønske.

Patimenos – afdansningsbal i oktober eller hvordan Jesper reddede porcelænet

I oktober 2006 var vi som vanligt 2 uger på Fanari for at lukke, gøre rent, reparere og afregne med vores lokale revisor, der sørger for betalinger og myndighedskontakt.

Vi spiser selvfølgelig i Pandeli hver aften – starter ofte med en ouzu eller retsina på kaféen Tso Tsoúma, lige midt i den lille bugt med udsigt til fiskerbådene, der vipper i det gule lys fra solnedgangen.

Denne aften skulle vi spise hos vores gode ven Dimitrios Patimenos – en glimrende kok og en hyggelig bamse med et stort, varmt hjerte  - og en kærlig vildskab, der dukker op en gang imellem. ” I make all the malekíes” – jeg laver alle tossestregerne, siger han, og det elsker alle ham for. Det handler jo om at leve – helt ud, som denne aften:

Da vi trissede over til hans taverna, anede vi ikke uråd – men indenfor brølede musikken, og Patimenos sad bredt smilende ved et bord og modtog os med kys og kram.

Jo, den var god nok. Vi var uden for sæsonen, kun et par enkelte gæster hver aften, og så skulle trykket efter en stresset sæson med typisk 15 timers arbejde 7 dage om ugen lukkes ud. Og det blev det, hjulpet af noget heksebryg: Raki på over 50%.

Vi bestilte noget helt enkelt, som salat pigerne kunne lave, og så bekræftede vi vores gensidige kærlighed – indtil noget helt andet mad end bestilt ankom til bordet: Ikke lidt frikadeller, men et kæmpe fad koteletter, som vi tre delte, mens vi tog fra af husets vin. Patimenos sørgede for, at vi blev ”fodret” med ekstra gode hapser – indtil musikken blev skruet endnu højere op – og Jesper blev hevet med ud på gulvet – nu skulle der danses!

Patimenos danser som en rigtig mand – storladent, smukt, imponerende – og selvfølgelig alene. Jesper’s forsøg på at klappe til blev afvist – op at danse! Vær en mand!

Og Jesper vidste godt, at der blev kigget interesseret hen langs stranden fra de andre taverner i Pandeli – og han opfylder ikke ligefrem kriterierne for at danse som en rigtig mand. Dagen efter faldt der da også et par kommentarer ovre på taverna Zorbas: ”I saw you dance last night?” Hm - siger man så.

På et tidspunkt i dansen svingede Patimenos en stol voldsomt over hovedet med sigte på ruderne ud mod havet – ligesom han et par gange andre gange har søsat nogle af sine borde under en vellykket fest. Jesper reddede stolen og ruderne. Men dansemakkeren forsvandt nu ud i køkkenet og kom tilbage med en stak tallerkener, tydeligt opstemt ved udsigten til mere fest i gaden. Nu skulle der knaldes porcelæn til den fortsatte dans!

Jespers småborgerlige indstilling tog igen overhånd, og der startede en kærlig brydekamp om porcelænet – som endte med blive bortført og godt gemt væk bag en højttaler.

Ind imellem spiste og drak vi – dansede lidt – og så kom tjeneren Marios og fik dæmpet stemningen lidt. Godt det samme, for køkkenet er fyldt med skyts.

Efter en halv times intens afsked og kys forsvandt Patimenos ud i natten med en nabos hjælp til at føre bilen.

Dagen efter vidste alle i fiskerlejet alt om aftenen – ikke fordi det var noget særligt, slet ikke, men fordi det så var dén aften, at sikkerhedsventilen lukkede op for en lang sommers stress – og Patimenos blev ramt af glæden ved livet, glæden ved musikken og af den vemod, som besjæler enhver græker – bare lyt til deres musik.

Hvad gjorde Zorbas i filmen, da svævebanen brød sammen?

Han dansede. Logisk nok.

Farvel til Koula

I gennem 3 år har Kyriaki Psomi – Koula klaret rengøringen på Fanari. Uden problemer og til vores fulde tilfredshed. Koula er ved at uddanne sig til sygeplejer, og da vi fra næste år har brug for flere timer fra hende, måtte vi sige farvel ved sæsonens udløb. I løbet af et lille års tid skulle hun i praktik på sygehuset, så vi måtte også være på forkant.

Vi skiltes som gode venner, og hun fik en ekstra månedsløn mm. Det gik fint, selvom hun mistede et drømmejob til bedre løn og vilkår, end hun kan få andre steder på øen.

Men det overraskende var, at flere af vores venner gik meget op i, hvordan vi greb det an, og hvordan Koula tog imod det. Ikke af mistro til os – men af omsorg for hende, hvad der ellers ikke tynger grækerne, når det er uden for familiens kreds. På godt og ondt har grækeren sig selv i universets centrum, og familien er hans planeter – mens alle andre mennesker er nærmest uden interesse. Måske er det århundreders kamp mod skiftende besættelsesmagter og mod århundreders hårde tider, der gør enhver til sin egen lykkes smed? Omsorgen var i hvert fald en glædelig overraskelse, og heldigvis bestod vi deres kontrol.

Naboen bygger – på vores grund

Man undres tit over, hvordan der sættes hegn og mure omkring alle jordlodder – selv ude i bjergene uden et øje i nærheden. Men jord-hapseri er en yndet sport, og indtil for få år siden var der en lov, hvor man kunne vinde hævd på bygninger eller jord, hvis man havde brugt det uden indsigelse i bare 10 år. Et græssende æsel og et skur var nok, så der skulle virkelig hegnes overalt og sættes gitter for et ubeboet hus!

Vores nærmeste nabo mod syd er et stort gult borger hus, som engang har været prægtigt. Det blev forladt af sin ægyptiske ejer efter krigen – og efter nogle år flyttede nogle boligsøgende ind – og blev der. Ejeren meldte sig ikke, og for nogle få år siden kunne beboerne få skøde på huset – kvit og frit. Sådan var loven dengang.

Tilgivelse er lettere end tilladelse – og det fik nok vores nabo mod øst til i sommer med lynets hast at opføre en muret og støbt tilbygning på 20 m2 som tilbygning til sine terrasser – uden varsel og uden tilladelse. Det er en velegnet lille bygning – problemet er bare, at den ligger på vores grund!

Vi fik en opringning fra Koula hjemme i DK og alarmerede straks arkitekt, politi og flere andre. Politiet kiggede også forbi – og naboen får da også en betinget frihedsstraf på 10 dage – for at bygge uden byggetilladelse!

Men vi måtte anlægge retssag med krav om nedrivning, for selvom bygningen ikke generer os, må man naturligvis hævde sin ejendomsret. Ellers skrider alting. Så nu har vi nødtvungent engageret en advokat på Leros. Alle siger, at det er helt normalt at skulle gå i retten om den slags, og alle der kender os følger levende med i løjerne. Nabostrid er rent guf og krydrer det stille ø-liv.

Man strides og mundhugges, man smider affald på nabogrunden og snupper hans jord, man forgifter naboens hunde og katte – og der er en sladder om alt og alle. Det sker nok i mange andre små samfund over alt – men man skal ind bag facaden for at se dette virkelige liv. Det gør ingen skår i vores kærlighed til grækerne – det kan bare være lidt træls ind imellem, når man helst vil have fred til sin virksomhed – og til at nyde sin retsina.

Det ender nok med et forlig – om 2-3 år, men indtil da er kravet nedrivning. Alle fortæller os, at giver vi efter nu, vil naboen bare kræve mere – hun har allerede antydet et par andre temaer, hun ønsker opfyldt. Vi skal i retten den 29. januar – så får vi også prøvet det!

Vi har fået en Butler på Fanari!

Hvert forår skal der males og shines op på bygningerne, der slides hårdt af vejrliget. Fra 2006 fik vi kontakt med et engelsk ægtepar, som har boet på Leros i 15 år, og de kan lidt af hvert – male, reparere og gøre rent – så det endte med en fast ansættelse fra 2007.

Det bliver nu meget lettere for vores gæster at snakke med vores lokale folk på Fanari på engelsk – og få besvaret spørgsmål og få gode ideer. Vi mister ganske vist det lokale islæt for rengøringshjælpen, men vores styring af Fanari hjemme fra Danmark og dermed vores service for gæsterne bliver mangedoblet.

Velkommen til Cathie og Steve Butler – dem kan I glæde jer til at møde.

Og så er der lige en lille tilbygning

For enden af Fanari mod nord står der nu en høj flot tilbygning på 100 m2 med en kæmpe terrasse: lejlighed nr. 7!

Lad det blive slået fast med det samme:

Alt, hvad der støver og støjer, er færdigt inden de første gæster ankommer 6. maj!

Det garanterer vi – så kom trygt også i år.

Når det er sagt, så vil vi ikke skjule, at det er rimeligt grænseoverskridende at bygge i Grækenland. Især for en udlænding, der er overladt til lokale skikke, en vild kultur og ukendte bygmestre i et fremmed land.

Når vi bekymrer os alt for meget, trøster de os med, at det sandelig også er svært at bygge for en græker. En fin trøst.

Som vores arkitekt – og total entreprenør – sagde, da han glad sprang ud af sin bil til vores første byggemøde i december: ”Don’t worry! Think of the Olympics. Until 8 days before nobody believed nothing. And look – it was great! Big success”.

Men han forsikrer også, at hans arbejde er færdigt en måned før planen, og det er to måneder før sæson start. Rigeligt tid til vores egne kritiske arbejder.

Vi har styr på det – don’t worry – og læs så videre på linket nedenfor!

Links:

Klik her - den nye plantegning

Klik her - Se fotos fra byggeriet frem til 6.1.2007 – og nye kommer til hele foråret

Klik her - Se nye fotos fra Leros og Fanari – klik her

I sidste nyhedsmail skrev vi: Husk at drømme.

Denne gang er vores ønske for os alle sammen:

Husk at danse – for vi trænger!

Bedste hilsner