Forside

Det vil vi

Fanari

Leros

Udlejning

Rejsen

Pris og periode
Lej hele Fanari

Links

Download

Print

Kort

Nyhedsmail

Arkiv

Fra gæsterne

Billeder

Nyhedsbrev - September 2007

( Printervenlig version - klik her)

 

Kære venner af Grækenland

 

Så er der dømt lediggang, afslapning og gode tanker. Værsgo’ at tage sydpå:

 

  Nyt om ferie på Fanari i 2008

  Brugsanvisning til et godt græsk måltid

  Sådan plejer vi at rejse til Leros

  Lidt tanker om brandene på Peloponnes

 

Men først et billede fra Pandeli

På Zorbas med Takis som tjener. Bordet står en meter fra havet, det er lunt og måske lyder det sådan:

 

”Kalispera Taki! Ti kanis? Thelome maridaki, octopus stifado, marouli, tzatziki – kai tomato keftedes! Kai krasi kokino mezo kilo kai nero, parakalo. Lipone!”

(Ja, vi fører os frem og håber, at han svarer på engelsk. Ellers er vi på den! Oversættelse af dette hjemmebryggede græsk står nederst)

 

Nyt om ferie på Fanari i 2008

Så er kalenderen åben – det er på tide at planlægge næste års ophold på Fanari!

Hjemmesiden leros.dk er ført ajour, se ny prisliste og mange nye fotos!

 

Fra 2008 har vi i alt 27 sengepladser (inkl. 3 opredninger) fordelt på 7 lejligheder, der kan tilfredsstille alles behov og drømme om den helt rigtige feriebolig:

 

ü     Der er tre 1-værelses lejligheder (nr. 2+3+4) med 2 senge, pænt badeværelse og køkkenniche. Her er alt hvad man skal bruge til at sove, spise, bade og hygge. Plads nok og nøjagtig samme udstyr som i de større lejligheder.

 

     Der er tre 2-værelsers lejligheder (nr. 1+5+6) med 2 senge og en god sovesofa, bad og køkken. Her er der mere plads – fint til 4 personer. Hver lejlighed har sine fordele og sin egen charme – men udstyr og udsigt er ens for alle.

 

ü     Den nye nr. 7 er små 100 kvm. med 2 soveværelser med masser af skabe, super badeværelse med bidet, meget stort spisekøkken med komfur og stort køleskab, samt en lækker stue med hyggelig sovesofa, sofa og chaiselong – og selvfølgelig en kæmpe terrasse med flere hyggekroge og flot udsigt. En heldig blanding af et byhus i græsk stil med bjælkeloft og så skandinavisk udstyr fra Ikea.

ü      Klik her og se mange fotos fra hver lejlighed, også den nye nr. 7.

 

Der er udsolgt i uge 28 og 29 (ankomst 4.7. og 11.7.) og kun få ledige lejligheder i de øvrige uger i skoleferien. Mail jeres ønsker til os, så hører I fra os hurtigt!

 

Brugsanvisning til et godt græsk måltid

Vorherre bevares tænker I nok – som om vi ikke kan dyrke et menukort selv!?

Men prøv alligevel at læse videre, for måske kan I få endnu mere ud af det græske køkken.

 

Den rigtig græske del af spisekortet er nemlig enkle ting, som man selv sætter ind i en sammenhæng. Det er kun for at tækkes os turister, at de nogle steder opfinder tallerkener med både kød, fritter, ærter, ris og lidt pynt. Det er afgjort ikke græsk stil.

 

Når man får stukket et kæmpe menu kort ud på 4 sprog, går hjernen på standby. Man bladrer hvileløst fra desserter til øl og til forretter uden mål og mening – og ender med igen at bestille én tallerken til hver med bøf, souvlaki og moussaka.

 

Så sidder man der med sin EGEN private tallerken og oplever ikke andet den aften. Man går ikke sulten fra bordet – men har spildt en masse muligheder.

 

Prøv i stedet at lave jeres bord om til en lille buffet, hvor man i fællesskab smager på det hele, komponerer og mikser, vender tilbage til en god tallerken, og vi har noget at samles om. Hvis en særlig lækker ret slipper op – så bestil noget mere. Køkkenet er åbent – og måltidet haster jo ikke!! Vi er jo ikke ved at dø af sult.

 

Sådan gør vi:

Vi starter med at finde ud af, om vi skal have kød (og så hvilken slags kød) eller fisk (og igen hvilken slags havdyr) eller bare små retter eller grønt. Efter de store valg pejler vi os ind på, hvad vi har lyst til netop i dag – og så fanger vi en tjener. Vi prøver at gå til bords FØR myldretid, for det giver bedre service. De kan jo ikke mande op med faktor fire i de 6 uger, hvor der virkelig er tryk på.

 

Sammen med tjeneren spørger vi os ind på, hvilke udgaver vi kan få af vores valg, og om der er noget særligt i ovnen eller i køkkenet i dag. Lam, okse, gris, blæksprutter, fisk osv. kan hver fås i mange udgaver, men start med råvaren – og vær parat til at vælge om, når tjeneren har et lækkert forslag.

 

Vi bestiller kun én hovedret, som vi så deler. Ingen af os gider kløjs i lutter kylling eller en halv ko i rød sovs, men kan godt lide at dele én hovedret, som så skal ledsages af et par passende forretter plus en salat, der spiller godt med hovedretten. Man kan altid få ekstra tallerkener. Men vi gør som grækerne og stikker til retten eller tager nogle hapser over, som man så kan sætte sammen med de andre retter i nye spændende mundfulde.

 

Prøv at se sådan et spændende bord – ligesom en buffet: Alle nyder at lade retterne cirkulere, man stikker til lidt rester og skraber efter med en bid brød. Måltidet lever sit eget smukke liv! Anderledes hyggeligt og fælles end de borde, hvor hver vogter over sin tallerken og målrettet overstår måltidet. Ja, det er trukket skarpt op – men hvorfor ikke prøve at spise på græsk i Grækenland?

 

Hvis I er i tvivl, så brug en tjener, I har tillid til. Sig I vil prøve lidt forskelligt, måske med et tema og en beløbsramme – og slip så tjeneren løs. De vil nyde at udfordre jer og få jer til at komme tilbage igen.

 

I sommers mødtes 4 vennepar på Fanari og fulgte dette råd – og havde de herligste måltider fyldt med overraskelser på mange små tallerkener!

 

Sådan oplever I det græske køkken – og oplever noget mere. LÆS MERE om taverner og måltider på Leros i vores info-bog, som I kan hente som PDF-fil på leros.dk i afsnittet Print - Klik her

 

Sådan plejer vi at rejse til Leros – uden charter

På leros.dk under Rejsen kan I læse om nogle muligheder, og der er link til nogle meget udførlige anvisninger med vores råd og tips til rejsen. Klik her!

 

Her er lidt om vores egne oplevelser. Vi rejser sjældent i charter sæsonen og må derfor vælge rutefly – men det kan være et fint valg for alle. Man kan finde billige billetter, især hvis man er tidligt ude. De 2 danske ruter går begge fra København, men der er også flere ruter fra Hamborg, og vi har ofte brugt KLM fra Billund over Amsterdam til Athen.

 

ü      Rutefly til Athen, overnatning i Athen og rutefly til Leros.

Athen er fantastisk, og det er let og sjovt at tage en nat i centrum og så retur til lufthavnen om morgenen til ruteflyet ved 10 tiden. I flyver 40 min. til Leros og er på Fanari ved frokost tid. Så er der lige tid til lidt indkøb, mens Cathie og Steve svinger moppen og støvekluden, og værelset er klar senest kl. 14. Så starter ferien!! Hjemturen er med rutefly fra Leros, der passer med flyet fra Athen om eftermiddagen.

 

ü     Rutefly til Athen – færge til Leros (og hjem med fly fra Leros)
Denne mulighed bruger vi ofte nu, fordi det giver en rolig rejse. Vi tager bus fra lufthavnen til Piræus. Napper en øl på en kafé, parkerer kufferterne og trisser ud i byen – før vi tager ud til færgen og finder vores kahyt ved 20 tiden – og ankommer på Leros tidlig morgen. Blue Star og GA Ferries sejler på ruten. Roligt og hyggeligt – men da det er nat-sejlads, er der ikke så meget cruise over det.

 

ü      Rutefly til Athen – rutefly til Kos og så til Leros
Flyet fra København til Athen ankommer sent på formiddagen. Så er ruteflyet til Leros taget af sted. Men onsdag eftermiddag kan man tage flyet til Kos – og så tage et par dage der, før man om fredagen tager båden til Leros. Kos er ferieland med masser af gøgl, men hvis nogle trænger til det, før I tager til det ægte Grækenland på Leros, så er det alle tiders. 

 

Det brænder!!

Det blev så den vådeste sommer i 130 år i Danmark. Og det blev et af de tørreste år i Grækenland - med de mest omfattende brande i 150 år, som man kan se på dette satellit-foto af Peloponnes, hvor de røde omrids viser de hærgede arealer så store som Fyn.

Vi kan intet gøre, bare føle med ofrene for brandene - og så huske på de mange andre store katastrofer i verden.

 

TI NA KANOME?

Beskyttelsen af skovene er skrevet ind i den græske grundlov, og enhver byggesag uden for byerne skal godkendes af skovtilsynet. Det bremser megen byudvikling og skaber meget bitterhed. Ingen ved endnu og måske nogen sinde, om nogle brande er påsat af byggespekulanter uden samvittighed. Men mange grækere anser det selv for endog meget sandsynligt, at nogle skove er brændt af for at bane vej for byggeri. Grækere elsker konspirationsteorier og finder syndebukke alle steder – for så er alle andre ansvarlige for ulykkerne, og man slipper for selv at tage ansvar. På den måde flyder virkelighed og spekulationer sammen – og skaber endeløse diskussioner.

 

Snakken slutter næsten altid med ”Ti na kanome” – hvad kan vi gøre eller rettere: vi kan intet gøre og må resignere…

 

Til slut den oversættelse, vi stillede i udsigt:

”Godaften Takis! Hvordan har du det? Vi vil gerne have de små oliestegte fisk, blæksprutte med løgsovs, finthakket grøn salat, tzatziki og tomat kroketter. Og et halvt kilo rødvin og vand, tak. Det var det hele!”

 

Til næste år må det vist være jeres tur til at nyde et lækkert måltid i Pandeli!

 

Tag med derned og oplev det hele!!

 

Med venlig hilsen

Lone og Jesper Brøting
info@leros.dk

Telefon 7578 1456 (bedst aften)

 

Fanari på Leros

Ægte miljø - Suveræn udsigt - Dansk standard


Fanari • Lone & Jesper Brøting • Skovstedvej 13, Gl. Rye • 8680 Ry • Tlf.: 75 78 14 56 • info@leros.dk